Forældre info

CoolshopGGW er et årligt event for alle, der interesserer sig for computerspil og gaming. Du behøver hverken at være professionel eller teenager for at deltage. Vi har plads til alle aldre og alle niveauer. 

Nøgleorderne for CoolshopGGW er sammenhold, hygge og tonsvis af sjov. Vælger du at deltage, kan du forberede dig på en weekend spækket med venskabelige konkurrencer, hæsblæsende turneringer og masser af sammenhold. Tag dine bedste kammerater under armen og mød mennesker med samme interesser. Gaming skaber nye bekendtskaber, nye venner — og CoolshopGGW danner de perfekte rammer for netop dette. 

CoolshopGGW er ikke kun for garvede gamere. Vi har derfor lavet denne side, så du som forælder kan danne dig et indtryk af, hvad CoolshopGGW er og står inde for. Vi gør vores bedste for at skabe et hyggeligt arrangement, hvor alle deltagere har det sjovt, og hvor forældrene kan være 100% trygge, når de sender deres børn og unge af sted.

relevant information til forældre

  • Der er indhentet børneattester på alle i crew
  • Der vil være professionelt førstehjælpscrew til stede under hele CoolshopGGW
  • Der vil altid være crew til stede i hallen, og der vil derfor altid være mulighed for at komme i kontakt med en voksen
  • Vi anbefaler, at man har computeren tilsluttet en stikdåse med jord i. (Dette kan tilkøbes)

FORPLEJNING

Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer og mad. Du må gerne medbringe vand.

Det er muligt at tilkøbe mad, når du køber din billet. Her kan du selv bestemme, hvad du ønsker af forplejning. Der tilbydes morgenmad lørdag og søndag samt aftensmad fredag og lørdag. Det er også muligt at købe toast, slik og drikkevarer under CoolshopGGW til rimelige priser. 

ALKOHOL POLITIK

For personer over 18 år er det tilladt at købe og nyde Øl i meget afgrænsede områder.
Det er ikke tilladt at være synlig påvirket og det er heller ikke tilladt at medbringe nogen form for drikkevarer til CoolshopGGW
 
Vi gør opmærksom på, at du vil blive afvist i døren, hvis du møder op i påvirket tilstand. Det er crew, der vurderer, om en person er påvirket. Hvis dette er tilfældet, bliver vedkommende -uden varsel- bortvist fra CoolshopGGW og området.

ALDERSGRÆNSE

CoolshopGGW har ingen specifik aldersgrænse, da vi sørger for, at alle aldre kan føle sig sikre under afholdelsen af eventet. 

Vi beder dog dig som forælder vurdere, om dit barn er gammel nok til at deltage. De fleste af vores deltagere er mellem 15 og 25 år, og der er altid børn ned til 10-års alderen, der deltager sammen med storebror, far eller ældre kammerater. 

Vi forventer, at barnet selv er i stand til at passe på sig selv og varetage de mest basale behov (mad, søvn, toilet mm.). 

AT VÆRE FORÆLDRE

Når man sender sit barn af sted til et gaming-event som CoolshopGGW, skal man acceptere nogle ting, som de fleste med computerspilsinteresserede børn og unge højst sandsynligt allerede kender til i forvejen. 

  • Det er en weekend uden faste sengetider
  • Der vil blive indtaget mere slik, chips, sodavand m.m end normalt
  • Man får meget trætte børn/unge hjem efter afholdelsen af CoolshopGGW

Vi kører igen i år en politik omkring indtagelse af energidrikke. Det indebærer, at alle under 16 år skal medbringe en forældretilladelse om at købe og indtage energidrikke under eventet. Vi har lavet dette tiltag, da vi gerne vil sikre, at forældrene selve bestemmer og vurderer, om deres børn skal drikke energidrikke under CoolshopGGW.

BETINGELSER

  • Man skal selv medbringe computer og de computerspil som man ønsker at spille under eventet.
  • Computeren skal kunne tilsluttes netværk via kabel*
  • Man skal være i stand til at passe på sig selv og varetage de mest basale behov (mad, søvn, toilet mm.)

* Bemærk, at der kan være op til 10 meter fra computeren og hen til vores netværkstilslutning. Der kan tilkøbes netværkskabel med billetten.

OM EVENTET

Arrangørerne bag CoolshopGGW er Lan Team Nord og Coolshop. Lan Team Nord er en frivillig forening, der afholder disse events, fordi vi synes at det er sjovt. Vi hygger os med det og vores mål er, at alle gæster såvel som frivillige, skal have en hyggelig weekend.